Pressemeddelelse

Pressemeddelelse


Designer Inger Margrethe Larsen, er udvalgt til at udstille blandt Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere


178 af Danmarks bedste og mest kreative kunsthåndværkere og designere har sendt deres bidrag til Trapholt i dysten om Biennaleprisen på 100.000,-.



Nu er 30 projekter blevet valgt ud af censorkomiteen og to af dem er skabt af Inger Margrethe Larsen, som er designer med en masteruddannelse fra Royal College of Art (London).

Temaet for udstillingen er ”Bæredygtighed”, som i designerens ører blot rejser flere spørgsmål om hvornår noget er bæredygtigt nok, og ikke bare er en diskussion for diskussionens skyld og en lang næse!


Til diskussion eller provokation har hun skabt to designs med genstande som de fleste ville kassere som restprodukter, slidte eller skårede genstande.

Inger Margrethe Larsen har udviklet et par støvler af garvet og farvet fiskeskind. Hun forsøger her at gøre opmærksom på fiskeskindet og dets unikke overflade. Materialet er brugbart også efter fisken er spist. Projektet har fået navnet: Kan en fisk få ben at gå på?


Designeren siger: »Kan en fisk få ben at gå på?

Ja i realiteten kan en fisk gå, blot man gir den en hånd. Når fisken er spist, og skindet ender som affaldsprodukt, er det netop her muligheden opstår for at udnytte en af de sidste rester, for at forlænge fiskens levetid. Fiskeskindet bearbejdes og gennem en garveproces, står vi med et brugbart solidt og stærkt skind. Et materiale der kan omdannes til alverdens produkter deriblandt sko. Så svaret er: Ja en fisk kan få ben at gå på.«


I det sidste projekt har designeren repareret musselmalet kongeligt porcelæn, som var brugt og skåret og herefter udsmykket de ømme skår. Projektet har fået navnet: Bevar royal


Designeren siger:

»Det er netop de uforudsigelige skavanker som bliver smukke, når der kæles for det særprægede og det uperfekte!«

»Er det for meget at forlange at bevare royal i medgang og modgang, - selvom der kan være skår i ægteskabet? «

»Hvorfor ikke pynte på historien og redde hvad der kan reddes, og så gøre det med stil!«

»Det er for galt at blive kasseret, blot fordi man ikke er perfekt!«


Designer Inger Margrethe Larsen fokuserer således på samtidens brug-og-smid-væk kultur og undersøger hvorledes overforbruget kan minimeres ved at aktivere eller genoplive disse levninger og derved forlænge genstandenes levetid.



30 bæredygtige udstillere på Trapholt

Alle 30 bidrag forholder sig til begrebet ”bæredygtighed”, som er årets tema for Biennalen 2009 for Kunsthåndværk og Design. Nu er 30 projekter blevet valgt ud af censorkomiteen, og ved udstillingens åbning den 6. maj afsløres vinderen af prisen.


Projekterne spænder vidt fra smykker, tekstil og keramik til transportmidler, produktionsmetoder og møbler.


Censorkomiteen, som har stået bag udvælgelsen af projekterne består af tre markante kunsthåndværk- og designeksperter:

Martin Bodilsen Kaldahl, som er udøvende keramiker med en masteruddannelse fra Royal College of Art og som i en årrække har undervist på bl.a. Danmarks Designskole.

Mette Strømgaard Dalby, som er inspektør med ansvar for kunsthåndværk og design på Trapholt.

Anders Ljungberg som er udøvende sølvsmed og har talrige solo- og gruppeudstillinger i både ind og udland på sit CV.


Hvad er ”Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2009”?

Under det fælles tema bæredygtighed bliver dørene i maj måned slået op til Danmarks største udstillingsbegivenhed – Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2009.


Biennalen afholdes på tre institutioner i Trekantområdet. Den officielle åbning sker den 6. maj på Trapholt i Kolding, hvor 30 danske kunsthåndværkere og designere deltager i den censurerede udstilling.

Under overskriften ’Stof til Eftertanke’ vises der grønne kreationer fra catwalken og bæredygtigt smykkedesign på Koldinghus. På Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus i Middelfart demonstrerer finske keramikere bæredygtig æstetik allerede fra den 3. maj.


Biennalen for Kunsthåndværk og Design er åben for publikum fra d. 7. Maj -6. Sept. 2009. Mere information se: www.trapholt.dk


Biennalen er organiseret af de tre nævnte institutioner – i samarbejde med Designskolen Kolding og Danske Kunsthåndværkere.


For mere information kontakt gerne:


Designer MA (RCA)

Inger Margrethe Larsen


E-mail: contact@imlarsen.com

Hjemmeside: www.imlarsen.com





Kan en fisk få ben at gå på?
Bevar royal