About the medals in Danish

Inger Margrethe Larsen Designer MA (RCA)

Medaljer

 

Medaljer en en humoristisk smykkeserie fremstillet i ren hvid akryl, og pyntet med kulørte bånd. De henvender sig til hverdagens helte og heltinder, og er inspireret af klassiske medaljetyper, hvor et kors, en krone eller en stjerne, danner ramme om medaljens form. Inspirationen til medaljerne fik Inger Margrethe Larsen allerede i sin studietid, hvor hun beskæftigede sig med den prestige, der typisk forbindes med hædersbevisninger og ordner. Medaljerne er senere blevet bearbejdet på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk. Inger Margrethe Larsens medaljer kan anvendes som et personligt smykke og som udsmykning til hjemmet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Medaljer", Inger Margrethe Larsen, © 2005 Danish Crafts / Jeppe Gudmundsen Holmgreen

Interview med Inger Margrethe Larsen

Til Hverdagens Helte og Heltinder.

 

Designer Inger Margrethe Larsen har altid været fascineret af medaljer, faktisk synes hun, at alle burde have en. Det er baggrunden for hendes humoristiske kollektion af fint forarbejdede plastikmedaljer til hjemløse, herremænd, husmødre og andre af hverdagens helte og heltinder.

 

Af Kirsten Sørrig, Danish Crafts.

 

 

I 2003 fik den unge designer Inger Margrethe Larsen overrakt en medalje for sit fine kunsthåndværk af den danske Dronning Margrethe.

 

Hun var glad og stolt, syntes det var lidt af et show og kunne samtidig med et smil tænke på den broche-serie hun havde designet året før. En humoristisk medaljekollektion til hverdagens helte og heltinder ud fra filosofien om, at alle burde have en medalje – uanset alder, køn eller fortjeneste.

 

”Det er gerne sådan at humoren ikke ligger langt fra alvoren,” siger hun. ”Jeg har altid været fascineret af medaljers funktion som opmuntring og skulderklap, men syntes samtidig at deres højtidelige symbolværdi er lidt løjerlig. Derfor har jeg bevidst arbejdet med at få humoren med ved at overdimensionere og twiste mine medaljer for hvornår er man egentlig en helt eller heltinde?” spørger hun.

 

”Hvor hårdt skal man have haft det for at få en medalje? Kan man overhovedet tillade sig at få en medalje for noget, der ligefrem har været sjovt eller let? Eller for den slags job, man normalt ikke plejer at få medaljer for som den hjemløse, der står på hjørnet og sælger blade. Fortjener han ikke en medalje, fordi han orker at stå der hver eneste dag?” spørger hun.

 

Inger Margrethe Larsen s broche-serie består af 36 forskellige medaljer, som Danish Crafts præsenterer i sin Collection no. 9. Brocherne har det hele: Fine stribede bånd i grøn, pink og gul og velkendte motiver – der er en krone, en stjerne og et kors. Selve medaljen er stor og flot. Og af hvid plastik. ”Hvorfor skal medaljer altid rangordnes i guld, sølv og bronze? Spørger hun.

 

Inger Margrethe Larsen, "Medaljer" / Acryl smykker / Foto: Edgar Oliveira

 

Legen med materialer har optaget Inger Margrethe Larsen siden studietiden på Royal College of Art i London, hvor hun tog en MA i 2002. Som designer arbejder hun bredt med tøj, smykker og tilbehør til både mænd og kvinder. For eksempel i form af tøj, hvor smykkerne indgår som en naturlig del, som en forsølvet skjortekrave eller forsølvede manchetter.

 

For øjeblikket arbejder hun på en støvlekollektion af blødt, slidstærkt fiskeskind, men mangler endnu en producent, der tør bide på krogen.

 

”Jeg synes nogle af de mest inspirerende modedesignere er dem, der forvrænger og forstørrer tingene, så man kommer til at se det velkendte med nye øjne. Hvis man kan opfinde den dybe tallerken, så kan man i det mindste vende den på hovedet, forvrænge og farvelægge den. Ofte skal der ikke så meget til for at ruske op i de gængse og vedtagne forestillinger,” siger hun.

Copyright 2012 © All Rights Reserved